Birkelundgaard - Kulturhuset Birkelundgaard

Gå til indhold

Birkelundgaard

Den gamle gård
Proprietærgården Birkelundgaard lå oprindelig i Herstedvester Landsby (i dag Hersted-vesterstræde 20). Som proprietærgård skulle den have mere end 100 td. I vinteren 1915 brændte gården og 2 andre stråtækte huse i byen. Under 1' verdenskrig var soldater fra sikringsstyrken indkvarteret på gårdene rundt om København. De lå også i Birkelundgaardens lade, hvor de bl.a. stege kartofler over åben ild. Det havde drengene fra gården set, og det ville de også prøve, men der gik ild i noget halm så gården nedbrændte.

Rygtet sagde, at drengene ikke blev skældt ud, fordi deres far S. A. Hansen var godt tilfreds med at få en ny gård for brandforsikringen. Efter branden blev Birkelundgaard i 1916 genopført uden for byen på det sted den ligger i dag.

Den nye gård var én af de første på egnen, der var tegnet af en arkitekt, Hans navn var Ivar Bentsen.

Gårdens grundplan er typisk for gårde fra 1850 - 1920. I 1890'erne fik cementproduktionen for alvor fodfæste i Danmark; det betød at længerne grundmuredes og derfor kunne gøres bredere. Indretningen blev herved gjort mere fleksibel. Arkitektens værk ses tydeligt på bygningerne. De er udstyret med fine detaljer så som mur-krone, gavlur og ikke mindst det rigtige størrelsesforhold mellem hovedbygningen og stald-længerne.

Ib H. Berg 14. juli 2009
Tilbage til indhold